46% af roterende ankelfrakturer ledsages af posterior malleolære brud. Den posterolaterale tilgang til direkte visualisering og fiksering af den bageste malleolus er en almindeligt anvendt kirurgisk teknik, der tilbyder bedre biomekaniske fordele sammenlignet med lukket reduktion og anteroposterior skruefiksering. For større bageste malleolære brudfragmenter eller posterior malleolære brud, der involverer den bageste colliculus af den mediale malleolus, giver den posteromediale tilgang et bedre kirurgisk syn.
For at sammenligne eksponeringsområdet for den bageste malleolus, spændingen på det neurovaskulære bundt og afstanden mellem snittet og det neurovaskulære bundt på tværs af tre forskellige posteromediale tilgange gennemførte forskere en kadaverisk undersøgelse. Resultaterne blev for nylig offentliggjort i FAS Journal. Resultaterne opsummeres som følger:
I øjeblikket er der tre vigtigste posteromediale tilgange til udsættelse af den bageste malleolus:
1. medial posteromedial tilgang (MEPM): Denne fremgangsmåde kommer ind mellem den bageste kant af den mediale malleolus og tibialis posterior sen (figur 1 viser tibialis posterior sen).
2. modificeret posteromedial tilgang (MOPM): Denne tilgang kommer ind mellem tibialis posterior sen og Flexor digitorum longus sene (figur 1 viser tibialis posterior sen, og figur 2 viser flexor digitorum longus sene).
3. Posteromedial tilgang (PM): Denne fremgangsmåde kommer ind mellem den mediale kant af Achilles -senen og Flexor Hallucis longus sen (figur 3 viser Achilles -senen, og figur 4 viser Flexor Hallucis longus sen).
Med hensyn til spændingen på det neurovaskulære bundt har PM -fremgangsmåden en lavere spænding ved 6,18N sammenlignet med MEPM- og MOPM -fremgangsmåderne, hvilket indikerer en lavere sandsynlighed for intraoperativ trækkage på det neurovaskulære bundt.
Med hensyn til eksponeringsområdet for den bageste Malleolus tilbyder PM -fremgangsmåden også en større eksponering, hvilket giver mulighed for 71% synlighed af den bageste Malleolus. Til sammenligning tillader MEPM- og MOPM -fremgangsmåderne henholdsvis 48,5% og 57% eksponering af den bageste Malleolus.
● Diagrammet illustrerer eksponeringsområdet for den bageste malleolus for de tre tilgange. AB repræsenterer det samlede interval for den bageste malleolus, CD repræsenterer det eksponerede interval, og CD/AB er eksponeringsforholdet. Fra top til bund vises eksponeringen for MEPM, MOPM og PM. Det er tydeligt, at PM -fremgangsmåden har det største eksponeringsområde.
Med hensyn til afstanden mellem snittet og det neurovaskulære bundt har PM -metoden også den største afstand, der måler 25,5 mm. Dette er større end MEPM's 17,25 mm og MOPM's 7,5 mm. Dette indikerer, at PM -fremgangsmåden har den laveste sandsynlighed for neurovaskulær bundtskade under operationen.
● Diagrammet viser afstandene mellem snittet og det neurovaskulære bundt til de tre tilgange. Fra venstre mod højre er afstandene for MEPM, MOPM og PM -tilgange afbildet. Det er tydeligt, at PM -fremgangsmåden har den største afstand fra det neurovaskulære bundt.
Posttid: Maj-31-2024
