46 % af rotationsankelfrakturer ledsages af posteriore malleolære frakturer. Den posterolaterale tilgang til direkte visualisering og fiksering af den posteriore malleolus er en almindeligt anvendt kirurgisk teknik, der tilbyder bedre biomekaniske fordele sammenlignet med lukket reposition og anteroposterior skruefiksering. Ved større posteriore malleolære frakturfragmenter eller posteriore malleolære frakturer, der involverer den posteriore colliculus af den mediale malleolus, giver den posteromediale tilgang dog et bedre kirurgisk overblik.
For at sammenligne eksponeringsområdet for den posteriore malleolus, spændingen på det neurovaskulære bundt og afstanden mellem incisionen og det neurovaskulære bundt på tværs af tre forskellige posteromediale tilgange, udførte forskere et kadaverstudie. Resultaterne blev for nylig offentliggjort i FAS-tidsskriftet. Resultaterne er opsummeret som følger:
I øjeblikket er der tre primære posteromediale tilgange til at eksponere den posteriore malleolus:
1. Medial posteromedial tilgang (mePM): Denne tilgang går ind mellem den bageste kant af den mediale malleolus og tibialis posterior-senen (figur 1 viser tibialis posterior-senen).
2. Modificeret posteromedial tilgang (moPM): Denne tilgang går ind mellem tibialis posterior senen og flexor digitorum longus senen (figur 1 viser tibialis posterior senen, og figur 2 viser flexor digitorum longus senen).
3. Posteromedial tilgang (PM): Denne tilgang går ind mellem den mediale kant af akillessenen og flexor hallucis longus-senen (figur 3 viser akillessenen, og figur 4 viser flexor hallucis longus-senen).
Med hensyn til spændingen på det neurovaskulære bundt har PM-tilgangen en lavere spænding på 6,18 N sammenlignet med mePM- og moPM-tilgange, hvilket indikerer en lavere sandsynlighed for intraoperativ traktionsskade på det neurovaskulære bundt.
Med hensyn til eksponeringsområdet for den posteriore malleol, tilbyder PM-tilgangen også en større eksponering, hvilket giver en synlighed af den posteriore malleol på 71%. Til sammenligning giver mePM- og moPM-tilgange henholdsvis 48,5 % og 57 % eksponering af den posteriore malleol.
● Diagrammet illustrerer eksponeringsområdet for den posteriore malleol for de tre tilgange. AB repræsenterer det samlede område for den posteriore malleol, CD repræsenterer det eksponerede område, og CD/AB er eksponeringsforholdet. Fra top til bund vises eksponeringsområderne for mePM, moPM og PM. Det er tydeligt, at PM-tilgangen har det største eksponeringsområde.
Med hensyn til afstanden mellem incisionen og det neurovaskulære bundt, har PM-tilgangen også den største afstand, der måler 25,5 mm. Dette er større end mePM's 17,25 mm og moPM's 7,5 mm. Dette indikerer, at PM-tilgangen har den laveste sandsynlighed for neurovaskulær bundtskade under operationen.
● Diagrammet viser afstandene mellem incisionen og det neurovaskulære bundt for de tre tilgange. Fra venstre mod højre er afstandene for mePM-, moPM- og PM-tilgangene vist. Det er tydeligt, at PM-tilgangen har den største afstand fra det neurovaskulære bundt.
Udsendelsestidspunkt: 31. maj 2024
